“Old is gold”

I den by (min by), hvor jeg har boet hele min barndom og ungdom, brugte jeg al min fritid på at hænge ud med veninderne og lave ballade. Vi var en flok tøser, som kunne skræmme livet af alle og enhver. Vi har været veninder fra barnsben af, og havde en del glæde af det fællesskab, som vi havde skabt.

En lille flok høner, som de andre kaldte os. Vi holdt tæt sammen inden for vores lille vennekreds. Vi var sammen dag ind og dag ud, og nu hvor jeg tænker tilbage, kan jeg ikke huske en dag, hvor vi ikke var sammen. Ærligt talt, så ved jeg ikke, hvad vi fik tiden til at gå med, men tiden gik i hvert fald hurtigt.

Så kom dagen, hvor vi alle skulle videre med vores liv. Vi skulle væk fra den rede, hvor vi følte os trygge og beskyttede. Vi var blevet ældre, færdige med gymnasiet og skulle begynde på en videregående uddannelse. Vi søgte ind på forskellige uddannelser i forskellige byer. Det var hårdt, at alle mine veninder, ligesom jeg, skulle væk fra hinanden og væk fra vores by. Det var de nye tider, hvor vi skulle begynde på noget nyt. Vi flyttede hver til sin ende af landet, og havde svært ved at finde tid til at mødes med hinanden på grund vores studier og vores nye liv.

Men så kom dagen, vores gensynsfest, hvor vi havde aftalt, at vi skulle mødes til en tøseaften og hygge os ligesom i de gode gamle dage. Vi mødtes tidligt på dagen og tog ud at spise. Typisk os, vi fik et bord lige ved siden af ”tag selv”-bordet. Vi spiste og spiste, og vi brugte 4-5 tallerkener per person. På et tidspunkt, da en af veninderne skulle hente noget frugtsalat, hørte hun en stemme i baggrunden ”har I ikke fået nok?”. Det var ikke sagt til min veninde, men det var nok til, at vi tænkte, at det var på tide at komme væk fra restauranten; vi har jo også siddet der i flere timer.

Vi nød hinandens selskab, hvor vi brugte hele aftenen på at sidde og snakke om de gode dage fra vores barndom og ungdom og hvor svært det er at finde nogle veninder som os. Selvom man møder nye mennesker og får nye veninder, så bliver det aldrig det samme. ”OLD IS GOLD”. Jeg fandt meningen i disse ord for første gang.

Der er ingen af os, som er perfekte, vi har også kriser i venskabet som alle andre, men derimod har vi fået opbygget noget sammen, som altid vil være en del af os, uanset hvor vi end befinder os. Vi kender hinanden på en måde, som ingen andre kender os. Det er i denne gruppe, hvor jeg føler mig godt tilpas, hvor jeg kan være mig selv 100 % og gør de ting, som jeg har lyst til uden at skulle tænke på, hvordan de vil reagere, eller hvad de vil sige om mig.

At mine veninder gad at bruge tid på at komme og mødes for at hygge, selvom de bor i hver sin by, var en dejlig følelse. Det får en til at tænke på de gamle dage. Man ønsker, at man kunne skrue tiden tilbage til de dage, hvor man gik op og ned af hinanden og lavede ballade ud af ingenting. De dage sammen med mine veninder savner jeg rigtig meget. Selvom jeg bor i en anden by og har fået nye veninder, så savner jeg alligevel mine barndomsveninder rigtigt meget, og jeg håber, at I læser det her, så I ved, hvor meget jeg holder af jer alle sammen, og hvor meget jeg ønsker at bibeholde vores venskab til vi bliver gamle og skal på plejehjem.

Om Kavi

Jeg hedder Kavitha Rajathurai, og er 24 år og blev færdig uddannet som socialrådgiver i januar 2007. Jeg arbejder på Viborg Kommune, Social Indsats.

Jeg er ikke typen, der kan sidde stille for mange minutter ad gangen. Derfor har jeg alting gang i mange ting. Mit seneste fund er tamilgirls.dk. Her er jeg sammen med Vahini [administrator] og en del andre gået sammen om at skabe et forum for tamilske piger i Danmark (tamilgirls.dk).

En tur forbi cafeen, hjemlig hygge foran fjerneren, højtlydende musik, og biograf tur med veninderne til de diverse tamilske film er nogle af de ting jeg foretager mig. Om sommeren når vejret tillader det, er jeg også ude at rulle.

Udover dette har jeg en stor interesse for tegnefilm, især Disney. Jeg elsker at se animationsfilm, hvilket jeg bruger mange af mine fredagsaftener på.

Som person er jeg meget udadvendt og åben, elsker at møde nye mennesker. Jeg er tit blevet kaldt vandfald, fordi der er mange, der mener at jeg snakker for meget. Jeg kan snakke om alle de ting, der ikke giver mening i min verden, hvilket er næsten alt. Så kan i jo selv regne ud, hvor meget jeg har at sige.

Dette indlæg blev udgivet i Blog og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *